Nissen hos spækhøkeren
af H. C. Andersen

Der var en rigtig Student, han boede
paa Qvisten og eiede Ingenting; der var en rigtig Spekhøker, han
boede i Stuen og eiede hele Huset, og ham holdt Nissen sig til,
for her fik han hver Juleaften et Fad Grød med en stor Klump
Smør i! det kunde Spekhøkeren give; og Nissen blev i Boutiken og
det var meget lærerigt.
En Aften kom Studenten ind fra Bagdøren for selv at kjøbe sig
Lys og Ost; han havde Ingen at sende, og saa gik han selv; han
fik hvad han forlangte, han betalte det og der blev nikket "god
Aften" af Spekhøkeren og af Madammen, og det var en Kone, som
kunde mere, end nikke, hun havde Talegaver! - og Studenten
nikkede igjen og blev saa staaende midt i Læsningen af det Blad
Papir, der var lagt om Osten. Det var et Blad, revet ud af en
gammel Bog, der ikke burde rives istykker, en gammel Bog, fuld
af Poesi.
"Der ligger meer af den!" sagde Spekhøkeren, "jeg gav en
gammel Kone nogle Caffebønner for den; vil De give mig otte
Skilling, skal De have Resten!"
"Tak," sagde Studenten, "lad mig faae den istedetfor Osten!
jeg kan spise Smørrebrødet bart! syndigt var det, om den hele
den Bog skulde rives i Stumper og Stykker. De er en prægtig
Mand, en practisk Mand, men Poesi forstaaer De Dem ikke mere paa,
end den Bøtte!"
Og det var uartigt sagt, især mod Bøtten, men Spekhøkeren loe
og Studenten loe, det var jo sagt saadan i en Slags Spøg. Men
Nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en Spekhøker,
der var Huusvært og solgte det bedste Smør.
Da det blev Nat, Boutiken lukket og Alle tilsengs, paa
Studenten nær, gik Nissen ind og tog Madammens Mundlæder, det
brugte hun ikke naar hun sov, og hvor i Stuen han satte det paa
nogensomhelst Gjenstand, der fik den Maal og Mæle, kunde udtale
sine Tanker og Følelser ligesaa godt, som Madammen, men kun een
ad Gangen kunde faae det, og det var en Velgjerning, for ellers
havde de jo talt hverandre i Munden.
Og Nissen satte Mundlæderet paa Bøtten, hvori de gamle Aviser
laae: "Er det virkeligt sandt," spurgte han, "at de ikke veed,
hvad Poesi er?"
"J, det veed jeg," sagde Bøtten, "det er saadant noget, som
staaer paa Nederdelen af Aviserne og klippes ud! jeg skulde troe,
at jeg har mere af det inden i mig, end Studenten, og jeg er kun
en ringe Bøtte imod Spekhøkeren!"
Og Nissen satte Mundlæderet paa Caffemøllen, nei, hvor den
gik! og han satte det paa Smørfjerdingen og Pengeskuffen; - Alle
vare de af Mening, som Bøtten, og hvad de fleste ere enige om,
det maa man respectere.
"Nu skal Studenten faae!" og saa gik Nissen ganske sagte af
Kjøkkentrappen op til Qvisten, hvor Studenten boede. Der var Lys
derinde, og Nissen kiggede gjennem Nøglehullet og saae, at
Studenten læste i den pjaltede Bog nedefra. Men, hvor der var
lyst derinde! der stod ud af Bogen en klar Straale, der blev til
en Stamme, til et mægtigt Træ, som løftede sig saa høit og
bredte sine Grene vidt ud over Studenten. Hvert Blad var saa
friskt og hver Blomst var et deiligt Pigehoved, nogle med Øine
saa mørke og straalende, andre saa blaa og forunderlige klare.
Hver Frugt var en skinnende Stjerne, og saa sang og klang det
vidunderligt deiligt!
Nei, saadan Herlighed havde den lille Nisse aldrig tænkt sig,
end sige seet og fornummet. Og saa blev han staaende paa
Taaspidserne, kiggede og kiggede, til Lyset derinde slukkedes;
Studenten blæste nok sin Lampe ud og gik til Sengs, men den
lille Nisse stod der alligevel, thi Sangen klang endnu saa blød
og deilig, en yndig Vugge-Vise for Studenten, der lagde sig til
Ro.
"Her er mageløst!" sagde den lille Nisse, "det havde jeg ikke
ventet! - Jeg troer, at jeg vil blive hos Studenten -!" - og han
tænkte - og tænkte fornuftigt, og saa sukkede han: "Studenten
har ingen Grød!" - og saa gik han - ja, saa gik han ned igjen
til Spekhøkeren; - og det var godt han kom, for Bøtten havde
næsten forbrugt alt Madammens Mundlæder, ved at udtale fra een
Led alt hvad den rummede i sig, og nu var den lige i Begreb med
at vende sig, for at give det samme igjen fra den anden Led, da
Nissen kom og tog Mundlæderet igjen til Madammen; men hele
Boutiken, fra Pengeskuffen til Pindebrændet havde fra den Tid
Mening efter Bøtten, og de agtede den i en saadan Grad, og
tiltroede den saameget, at naar Spekhøkeren siden efter læste
"Kunst- og Theateranmeldelser" af sin "Tidende", den om Aftenen,
saa troede de, at det kom fra Bøtten.
Men den lille Nisse sad ikke længer rolig og lyttede til al
den Viisdom og Forstand dernede, nei saasnart at Lyset skinnede
fra Qvistkammeret, saa var det ligesom om Straalerne vare stærke
Ankertoug, der drog ham derop, og han maatte afsted og kigge ind
af Nøglehullet, og der ombruste ham da en Storhed, som den vi
føle ved det rullende Hav, naar Gud i Stormen gaaer hen over
det, og han brast i Graad, han vidste ikke selv, hvorfor han
græd, men der var i denne Graad noget saa velsignet! - Hvor det
maatte være mageløst deiligt, at sidde med Studenten under det
Træ, men det kunde ikke skee, - han var glad ved Nøglehullet.
Der stod han endnu paa den kolde Gang, de Efteraars-Vinden
blæste ned fra Loftslugen og det var saa koldt, saa koldt, men
det følte den Lille først, naar Lyset slukkedes inde paa
Tagkammeret, og Tonerne døde hen for Vinden. Hu! saa frøs han og
krøb ned igjen i sin lune Krog; der var mageligt og behageligt!
- Og da Julegrøden kom med en stor Klump Smør, - ja, saa var
Spekhøkeren Mester!
Men midt om Natten vaagnede Nissen ved et frygteligt Rabalder
paa Vindues-Skudderne, Folk udenfor dundrede paa; Vægteren peeb,
der var stor Ildløs; hele Gaden stod i lysende Lue. Var det her
i Huset eller hos Naboens? Hvor? Det var en Forfærdelse!
Spekhøker-Madammen blev saa befippet, at hun tog sine
Guld-Ørenringe af Ørene og puttede dem i Lommen, for dog at
redde Noget, Spekhøkeren løb efter sin Obligationer og
Tjenestepigen efter sin Silkemantille, den havde hun Raad til;
hver vilde redde det Bedste og det vilde ogsaa den lille Nisse,
og i et Par Spring var han oppe af Trappen og inde hos
Studenten, som stod ganske rolig ved det aabne Vindue og saae ud
paa Ilden, der var i Gjenboens Gaard. Den lille Nisse greb paa
Bordet den vidunderlige Bog, puttede den i sin røde Hue og holdt
paa den med begge Hænder, Husets bedste Skat var frelst! og saa
foer han afsted, heelt ud paa Taget, heelt op paa Skorstenen og
der sad han belyst af det brændende Huus ligeoverfor og holdt
med begge Hænder paa sin røde Hue, hvori Skatten laae. Nu
kjendte han sit Hjertelag, hvem han egentlig hørte til; men da
saa Ilden var slukket og han blev besindig, - ja: "jeg vil dele
mig imellem dem!" sagde han: "jeg kan ikke reent slippe
Spekhøkeren for Grødens Skyld!"
Og det var ganske menneskeligt! - Vi andre gaae ogsaa til
Spekhøkeren - for Grøden.
Udskriftvenlig version
Retur til julehistorier
|