Snemanden
af H.C. Andersen

"Det skrupknager i mig, saa deiligt koldt er det!" sagde
Sneemanden. "Vinden kan rigtignok bide Liv i Een! Og
hvor den Gloende der, hun gloer!" det var Solen, han
meente; den var lige ved at gaae ned. "Hun skal ikke
faae mig til at blinke, jeg kan nok holde paa
Brokkerne!"
Det var to store, trekantede Tagsteens Brokker, han
havde til Øine; Munden var et Stykke af en gammel Rive,
derfor havde han Tænder.
Han var født under Hurraraab af Drengene, hilset af
Bjældeklang og Pidskesmæld fra Kanerne.
Solen gik ned, Fuldmaanen stod op, rund og stor, klar og
deilig i den blaae Luft.
"Der har vi hende igjen fra en anden Kant!" sagde
Sneemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig
igjen. "Jeg har vænnet hende af med at gloe! nu kan hun
hænge der og lyse op, at jeg kan see mig selv. Vidste
jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig!
jeg vilde saa gjerne flytte mig! kunde jeg det, vilde
jeg nu ned at glide paa Isen, som jeg saae Drengene
gjøre det; men jeg forstaaer ikke at løbe!"
"Væk! væk!" bjæffede den gamle Lænkehund; han var noget
hæs, det havde han været, siden han var Stuehund og laae
under Kakkelovnen. "Solen vil nok lære Dig at løbe! det
saae jeg med din Formand ifjor og med hans Formand; væk!
væk! og væk ere de Alle!"
"Jeg forstaaer Dig ikke, Kammerat!" sagde Sneemanden;
"skal den deroppe lære mig at løbe?" Han meente Maanen;
"ja hun løb jo rigtignok før, da jeg saae stift paa
hende, nu lister hun fra en anden Kant!"
"Du veed Ingenting!" sagde Lænkehunden, "men Du er da
ogsaa nylig klattet op! Den Du nu seer, kaldes Maanen,
den der gik, var Solen, hun kommer igjen imorgen, hun
lærer Dig nok at løbe ned i Voldgraven. Vi faae snart
Forandring i Veiret, det kan jeg mærke paa mit venstre
Bagbeen, det jager i det. Vi faae Veirskifte!"
"Jeg forstaaer ham ikke!" sagde Sneemanden, "men jeg har
en Fornemmelse af, at det er noget Ubehageligt, han
siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder Solen,
hun er heller ikke min Ven, det har jeg paa Følelsen!"
"Væk! væk!" bjæffede Lænkehunden, gik tre Gange rundt om
sig selv og lagde sig saa ind i sit Huus for at sove.
Der kom virkelig Forandring i Veiret. En Taage, saa tyk
og klam, lagde sig i Morgenstunden hen over hele Egnen;
i Dagningen luftede det; Vinden var saa isnende, Frosten
tog ordenlig Tag, men hvor det var et Syn at see, da
Solen stod op. Alle Træer og Buske stode med Riimfrost;
det var som en heel Skov af hvide Koraller, det var som
om alle Grene vare overdængede af straalehvide Blomster.
De uendelig mange og fine Forgreninger, dem man om
Sommeren ikke kan see for de mange Blade, kom nu frem
hver evige een; det var en Knipling og saa skinnende
hvid, som strømmede der en hvid Glands ud fra hver
Green. Hængebirken bevægede sig i Vinden, der var Liv i
den, som i Træerne ved Sommertid; det var en mageløs
Deilighed! og da Solen saa skinnede, nei, hvor funklede
det Hele, som om det var overpuddret med Diamantstøv og
hen over Jordens Sneelag glimrede de store Diamanter,
eller man kunde ogsaa troe, at der brændte utallige smaa
bitte Lys, endnu hvidere end den hvide Snee.
"Det er en mageløs Deilighed!" sagde en ung Pige, som
med en ung Mand traadte ud i Haven og standsede just ved
Sneemanden, hvor de saae paa de glimrende Træer. "Deiligere
Syn har man ikke om Sommeren!" sagde hun, og hendes Øine
straalede.
"Og saadan en Karl, som ham der, har man nu slet ikke!"
sagde den unge Mand og pegede paa Sneemanden. "Han er
udmærket!"
Den unge Pige lo, nikkede til Sneemanden og dandsede saa
med sin Ven hen over Sneen, der knirkede under dem, som
om de gik paa Stivelse.
"Hvem var de To?" spurgte Sneemanden Lænkehunden; "Du er
ældre paa Gaarden end jeg, kjender Du dem?"
"Det gjør jeg!" sagde Lænkehunden. "Hun har jo klappet
mig, og han har givet mig et Kjødbeen; dem bider jeg
ikke!"
"Men hvad forestille de her?" spurgte Sneemanden.
"Kjærrrrr-restefolk!"
sagde Lænkehunden. "De skal flytte i Hundehuus og gnave
Been sammen. Væk! væk!"
"Har de To ligesaa meget at betyde som Du og jeg?"
spurgte Sneemanden.
"De høre jo til Herskabet!" sagde Lænkehunden; "det er
rigtignok saare Lidt man veed, naar man er født igaar!
det mærker jeg paa Dig! Jeg har Alder og Kundskab, jeg
kjender Alle her paa Gaarden! og jeg har kjendt en Tid,
hvor jeg ikke stod her i Kulde og Lænke; væk! væk!"
"Kulden er deilig!" sagde Sneemanden. "Fortæl, fortæl!
men Du maa ikke rasle med Lænken, for saa knækker det i
mig!"
"Væk! væk!" bjæffede Lænkehunden. "Hvalp har jeg været;
lille og yndig, sagde de, da laae jeg i Fløielsstol
derinde paa Gaarden, laae i Skjødet paa det øverste
Herskab; blev kysset i Flaben og visket om Poterne med
broderet Lommetørklæde; jeg hed "den Deiligste", "Nussenussebenet",
men saa blev jeg dem for stor! saa gav de mig til
Huusholdersken; jeg kom i Kjelder-Etagen! Du kan see ind
i den, hvor Du staaer; Du kan see ned i Kamret, hvor jeg
har været Herskab; for det var jeg hos Huusholdersken.
Det var vel et ringere Sted end ovenpaa, men her var
mere behageligt; jeg blev ikke krammet og slæbt om med
af Børn, som ovenpaa. Jeg havde min egen Pude, og saa
var der en Kakkelovn, den er paa denne Tid det Deiligste
i denne Verden! jeg krøb heelt ind under den, saa at jeg
blev borte. O, den Kakkelovn saa deilig ud!" spurgte
Sneemanden. "Ligner den mig?"
"Den er lige det Modsatte af Dig! kulsort er den! har en
lang Hals med Messing-Tromle. Den æder Brænde, saa at
Ilden staaer den ud af Munden. Man maa holde sig paa
Siden af den, tæt op, ind under den, det er en uendelig
Behagelighed! Du maa ind af Vinduet kunde see den der,
hvor Du staaer!"
Og Sneemanden saae, og virkelig saae han en sort
blankpoleret Gjenstand med Messing-Tromle; Ilden lyste
ud forneden. Sneemanden blev ganske underlig til Mode;
han havde en Fornemmelse, han ikke selv kunde gjøre sig
Rede for; der kom over ham Noget, han ikke kjendte, men
som alle Mennesker kjende, naar de ikke ere Sneemænd.
"Og hvorfor forlod Du hende?" sagde Sneemanden. Han
følte at det maatte være et Hunkjøns Væsen. "Hvor kunde
Du forlade et saadant Sted?"
"Det var jeg nok nødt til!" sagde Lænkehunden, "De smed
mig udenfor og satte mig her i Lænke. Jeg havde bidt den
yngste Junker i Benet, for han stødte fra mig det Been,
jeg gnavede paa; og Been for Been, tænker jeg! men det
toge de ilde op, og fra den Tid har jeg staaet i Lænke,
og har mistet min klare Røst, hør hvor hæs jeg er: væk!
væk! det blev Enden paa det!"
Sneemanden hørte ikke mere efter; han saae stadig ind i
Huusholderskens Kjelder-Etage, ned i hendes Stue, hvor
Kakkelovnen stod paa sine fire Jernbeen og viste sig i
Størrelse som Sneemanden selv.
"Det knager saa underligt i mig!" sagde han. "Skal jeg
aldrig komme derind? det er et uskyldigt Ønske, og vore
uskyldige Ønsker maae dog vist blive opfyldte. Det er
mit høieste Ønske, mit eneste Ønske og det vilde være
næsten uretfærdig, om det ikke blev stillet tilfreds.
Jeg maa derind, jeg maa helde mig op til hende, om jeg
ogsaa skal knuse Vinduet!"
"Der kommer Du aldrig ind!" sagde Lænkehunden, "og kom
Du til Kakkelovnen, saa var Du væk! væk!
"Jeg er saa godt som væk!" sagde Sneemanden, "jeg
brækker over, tror jeg!"
Hele Dagen stod Sneemanden og saae ind af Vinduet; i
Tusmørket blev Stuen endnu mere indbydende; fra
Kakkelovnen lyste det saa mildt, som ikke Maanen lyser
og heller ikke Solen, nei, som kun Kakkelovnen kan lyse,
naar der er Noget i den. Gik de med Døren, saa slog Luen
ud, det var den i Vane med; det blussede ordenligt rødt
i Sneemandens hvide Ansigt, det lyste rødt lige op af
hans Bryst.
"Jeg holder det ikke ud!" sagde han. "Hvor det klæder
hende at række Tungen ud!"
Natten var meget lang men ikke for Sneemanden, han stod
i sine egne deilige Tanker og de frøs, saa de knagede.
I
Morgenstunden vare Kjeldervinduerne frosne til, de bare
de deiligste Iisblomster, nogen Sneemand kunde forlange,
men de skjulte Kakkelovnen. Ruderne vilde ikke tøe op,
han kunde ikke see hende. Det knagede, det knasede, det
var just et Frostveir, der maatte fornøie en Sneemand,
men han var ikke fornøiet; han kunde og burde have følt
sig saa lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde
Kakkelovns Længsel.
"Det er en slem Syge for en Sneemand!" sagde
Lænkehunden; "jeg har ogsaa lidt af den Syge, men jeg
har overstaaet den! væk! væk! - Nu faae vi Veirskifte!"
Og der blev Veirskifte, det slog om i Tø.
Tøveiret tog til, Sneemanden tog af. Han sagde ikke
Noget, han klagede ikke, og det er det rigtige Tegn.
En Morgen styrtede han. Der stak Noget ligesom et
Kosteskaft i Veiret, hvor han havde staaet, det havde
Drengene reist ham om.
"Nu kan jeg forstaae det med hans Længsel!" sagde
Lænkehunden, "Sneemanden har havt en Kakkelovnsskraber i
Livet! det er den, som har rørt sig i ham, nu er det
overstaaet; væk! væk!"
Og snart var ogsaa Vinteren overstaaet.
"Væk, væk!" bjæffede Lænkehunden; men Smaapigerne paa
Gaarden sang:
"Skyd frem, Skovmærke!
frisk og prud,
Hæng, Piil! din uldne Vante ud,
Kom, Kukker, Lærke! syng, vi har
Alt Foraar sidst i Februar!
Jeg synger med, Kukkuk! qvivit!
Kom, kjær Sol, kom saadan tidt!"
Saa tænker Ingen paa Sneemanden!
Udskriftvenlig version
Retur til julehistorier
|